Forfatter: hjertebegravelse

Fordele ved formuldning som begravelsesmetode

Formuldning, også kendt som human composting eller naturlig organisk reduktion, er en proces, hvor en afdød krop placeres i et kar med organiske materialer som hø, halm og træflis. Over 40 dage til et par måneder nedbrydes kroppen ved hjælp af mikrober til næringsrig muld, der kan bruges til at nære ny vækst.

Det har siden 2022 været tilladt på prøvebasis i den tyske delstat Schleswig-Holstein. I Danmark overvejes en ændring af begravelsesloven for at give mere fleksibilitet, som kirkeminister Morten Dahlin udtrykker åbenhed over for. Begravelsesloven står overfor en revidering i forbindelse med næste folketingssamling i oktober 2026.

Formuldning som metode

Denne metode tilbyder et bæredygtigt alternativ til traditionel jordbegravelse eller kremering. Herunder beskrives potentielle fordele for parterne, baseret på miljømæssige, økonomiske og følelsesmæssige aspekter.

Fordele for pårørende

Pårørende kan opleve en dybere følelsesmæssig tilfredsstillelse ved at vide, at den afdøde “vender tilbage til jorden” på en naturlig og miljøvenlig måde, hvilket respekterer ønsker om bæredygtighed.

Processen producerer omkring en kubikmeter muld per person, som familien kan bruge til at plante træer, blomster eller sprede i naturen, hvilket skaber et levende minde og en følelse af fortsat liv.

Hvad med økonomien?

Økonomisk kan det være billigere end en fuld traditionel begravelse (ca. 40-45.000 Dkk i USA, hvilket er mere end kremering men mindre end begravelse). I Danmark ville de priser mangedoble udgifterne til begravelse, så der skal findes billigere alternativer. Omkostningerne til kirkegård ville dog bortfalde enten delvist eller fuldstændigt.

Mange familier kan finde trøst i, at det reducerer CO2-udledning markant sammenlignet med kremering, hvilket stemmer overens med moderne værdier om miljøansvar.

Fordele for bedemanden

Bedemænd eller begravelsesforretninger, vil måske kunne differentiere sig ved at tilbyde formuldning som en innovativ service. Man kan tiltrække miljøbevidste kunder og potentielt øger omsætningen. Det er i dag en central opgave at kremere afdøde, så måske vil det også blive en central opgave at formulde. Det vil tiden vise.

Det kræver mindre brug af kemikalier som balsameringsvæsker, hvilket forbedrer arbejdsmiljøet og reducerer sundhedsrisici for personalet. Dog er balsamering i Danmark meget sjældent.

I et marked, hvor bæredygtighed bliver vigtigere, som nævnt i danske diskussioner om lovændringer, kan det positionere bedemænd som fremadskuende og respektfulde over for kulturelle skift.

Fordele for kirkegården

Kirkegårde vil måske komme til at opleve mindre belastning, da formuldning ikke kræver permanente grave. Det kan potentielt frigøre plads og reducere behovet for langvarig vedligeholdelse af græsplæner, vandforbrug og kemiske pesticider.

Det mindsker miljøpåvirkningen fra traditionelle begravelser, som kan forurene grundvandet, eller kræve energi til landskabspleje.

Over tid kan det hjælpe med at løse problemer med overfyldte kirkegårde. Historisk har det ført til kremeringens popularitet i Danmark (over 80% brug).

Desuden kan overskydende muld muligvis doneres til konserveringsprojekter til habitatgenmopretning. Det kan indirekte støtte kirkegårde eller naturområder i at blive mere bæredygtige.

Fordele ved formuldning som begravelsesmetode for andre parter

For miljøet og samfundet er den største fordel bæredygtigheden: Formuldning bruger 87% mindre energi end begravelse eller kremering. Formuldning sparer et ton Co2 per person og producerer næringsrig jord, der binder Co2 og beriger økosystemer.

Man kan på sigt undgå luftforurening fra kremering og jordforurening fra begravelser, og mulden kan bruges i haver, skove eller landbrugsprojekter, hvilket fremmer biodiversitet.

I Danmark kan formuldning som begravelse bidrage til nationale mål om bæredygtighed, hvis kremering ikke længere ses som den mest passende løsning.

Samfundet som helhed kan få en mere fleksibel og innovativ dødspleje, der reducerer ressourceforbrug og fremmer kulturel forandring mod øko-bevidsthed.

Endelig kan det være økonomisk fordelagtigt for samfundet, at mindske omkostninger til kirkegårdsdrift og affaldshåndtering.

Ulemperne ved formuldning som begravelsesmetode

Formuldning  kan knyttes til kulturelle, følelsesmæssige, religiøse, praktiske og regulatoriske aspekter.

Selvom metoden har klare miljøfordele, møder den modstand og udfordringer i mange lande, inklusive Danmark, hvor den stadig ikke er lovlig. Her er de vigtigste ulemper opdelt efter de samme kategorier som i ovenstående oversigt over fordele:

Ulemper for pårørende

Nogle pårørende kan opleve processen som følelsesmæssigt ubehagelig eller respektløs over for den afdøde.
Ideen om, at en elsket krop nedbrydes til en masse muld uden noget tilbageværende, der kan identificeres som “resten” af personen, kan føles upersonlig eller grænseoverskridende.

Desuden kan det blive sværere eller umuligt at besøge en grav eller have en urne som traditionelt mindested. Det skal lovgivning afklare.

Der er også risiko for familiære konflikter, hvis nogle familiemedlemmer finder det “ulækkert” eller modbydeligt, selvom andre ser det som smukt og naturligt.

Hvad sker der med mulden?

Praktisk set kan det være svært at håndtere den producerede muld: Ikke alle har haveplads eller ønsker at sprede den, og der er begrænsninger på brug (f.eks. kan man forestille sig et forbud mod dyrkning af fødevarer i den type muld).

Religiøse grupper (f.eks. den katolske kirke) argumenterer ofte for, at det underminerer den menneskelige værdighed ved at behandle kroppen som “affald” snarere end som noget helligt.

Ulemper for bedemanden

Bedemænd skal muligvis investere i ny infrastruktur (specialbyggede kar, temperatur- og fugtighedskontrol, mekanisk knusning af knogler osv.), hvilket kræver betydelige startomkostninger og uddannelse af personale. Processen tager 30–70 dage afhængigt af metode. Det kan gøre formuldning som begravelse til en mere bekostelig metode. Derudover kommer efterbehandling, hvilket er længere end kremering og kan koste ekstra ressourcer.

Der kan også være et image-problem: Nogle kunder forbinder metoden med noget “grotesk” eller ukonventionelt, hvilket kan skræmme traditionelle kunder væk. I Danmark er det stadig ulovligt, så bedemænd risikerer lukning, hvis de tilbyder formuldning som begravelse uden lovændring.

Ulemper for kirkegården

Kirkegårde mister potentielt indtægter fra gravepladser, da formuldning ikke kræver permanent grav.

Traditionelle begravelser giver årlige vedligeholdelsesgebyrer og langsigtede indtægter, mens formuldning ofte resulterer i spredning af muld uden for kirkegården. Kirkegården kan selvfølgelig omlægge til den nye begravelsesform, hvis de finder det fornuftigt. Måske kan der være en ny indtægtskilde for kirkegårdene.

Derudover kan det skabe logistiske udfordringer, hvis nogle familier ønsker at begrave en del af mulden på kirkegården som mindested – det kræver nye regler og pladsallokering.

Ulemper for andre parter (miljø, samfund, sundhed osv.)

Selvom formuldning som begavelse generelt er miljøvenlig, er der bekymringer om sikkerhed ved visse tilfælde: Processen inaktiverer de fleste patogener ved høj varme (>55–60 °C i længere tid), men der er begrænset forskning om sjældne sygdomme som prion-sygdomme (f.eks. Creutzfeldt-Jakob), visse kemoterapi-rester eller radioaktive implantater, der potentielt kan overleve.

Knogler og metaller (f.eks. fra hofteproteser) skal fjernes og knuses mekanisk, hvilket kræver ekstra håndtering. I dag bliver metalgenstande eventuelt returneret efter kremering – til hospitalet der indsatte dem.

Der er også diskussion om lugt, bioaerosoler eller udslip under processen, selvom faciliteter som Recompose rapporterer, at det håndteres godt.

Hvordan ser offentligheden på formuldning?

I samfundet møder det kulturel modstand: Mange ser det som tab af traditionel respekt for døden. Formuldning kan opleves som “for radikalt” i et land som Danmark, hvor over 80 % vælger kremering netop for enkelhed og pladsbesparelse.

Endelig vil formuldning ikke være tilgængeligt overalt før et godt stykke tid efter en lovændring. Det kan føles ekskluderende for dem, der ikke har adgang til formuldning, hvis det bliver lovliggjort.

Samlet set handler de største ulemper nok om kulturel og følelsesmæssig accept snarere end tekniske eller miljømæssige problemer. Mange af bekymringerne kan stamme fra manglende kendskab eller traditionelle forestillinger om døden, men de vil være reelle barrierer for udbredelse.

Som altid er det de kendte der tager nye metoder til sig først. Her kan du se Martha Stewart som fortaler for formuldning

Lovgivning om formuldning i Danmark (pr. januar 2026)

Formuldning (også kaldet naturlig organisk reduktion, human composting eller kompostering af menneskekroppe) er ikke lovligt i Danmark i dag. Den nuværende begravelseslovgivning stammer oprindeligt fra 1892, med senere ændringer i blandt andet 1975. Lovgivningen tillader kun traditionelle metoder: jordbegravelse (begravelse i kiste) og kremering (ligbrænding) efterfulgt af askespredning eller urnenedsættelse under strenge regler.

Lovligt eller ulovligt?

• Tilladte dispositioner: Kroppen skal enten begraves på godkendt kirkegård eller kremeres. Aske må spredes på søterritorium, men der er strenge begrænsninger. F.eks. ingen opbevaring hjemme eller brug i smykker uden lov ændringer.
Der er ingen bestemmelser, der tillader accelereret kompostering, naturlig organisk reduktion eller lignende processer, hvor kroppen omdannes til muld i kontrollerede faciliteter.
• Hvorfor det er ulovligt: Processen betragtes som en form for “usømmelig omgang med lig” (§ i begravelsesloven), da den ikke passer ind i de eksisterende rammer for respektfuld behandling af afdøde. Der kræves en ændring af begravelsesloven for at gøre det muligt, hvilket involverer politisk debat, høring hos Etisk Råd, kirke og sundhedsmyndigheder.
Aktuel status og udvikling (2025-2026):
• Der har været stigende debat siden mindst 2025. En bedemand i Aarhus (Mette-Marie Nikolajsen) og Foreningen for Formuldning arbejder aktivt for lovliggørelse med fokus på miljøfordele.

Nye tiltag

• I maj 2025 åbnede kirkeminister Morten Dahlin (V) for diskussion om udvidede rammer for håndtering af aske (f.eks. deling af aske, spredning på jord, brug i smykker), og Etisk Råd anbefalede lempelser i juni 2025. Dette inkluderede også overvejelser om nye metoder som formuldning.
• Artikler fra 2025 (f.eks. i Jyllands-Posten, Information og Verdens Mål) nævner, at nye regler for “dødes rester” – inklusive formuldning, flere gravsteder og aske-smykker – er under overvejelse af ministeren.
• I Europa er formuldning kun lovligt i begrænsede områder (f.eks. forsøgsbasis i Schleswig-Holstein, Tyskland siden 2022), og i Sverige findes en variant kaldet promession. Ingen fuld EU-lovgivning tillader det bredt.

Hvad skal der til for ændring af loven?

En lovændring kræver typisk:
• Politisk initiativ fra Kirkeministeriet.
• Høring hos Etisk Råd, Sundhedsstyrelsen (sikkerhed mod patogener), miljømyndigheder og folkekirken.
• Ændring af begravelsesloven for at definere formuldning som en tilladt metode. Det er inklusive krav til faciliteter, hygiejne, håndtering af metaller/knogler og brug af den resulterende muld.
Hvis du ønsker det, kan du følge Foreningen for Formuldning eller kontakte Kirkeministeriet for opdateringer. Debatten er aktiv, men ingen lovlig praksis er vedtaget endnu. Det forventes at en revidering af begravelsesloven kan starte i den folketingssamling der starter i oktober 2026.

Hvis man ikke er medlem af Folkekirken, eller ikke ønsker en kirkelig ceremoni, er en borgerlig begravelse et smukt alternativ.

Hvorfor taler vi ikke om døden?

Hvorfor synes mange mennesker at emnet er tabu?
Årsagen til at vi ikke taler om døden er at emnet ofte er tabu, fordi det konfronterer os med vores egen skrøbelighed og uundgåelighed. Frygt for det ukendte, tab af kontrol og sorg over tabte kære gør emnet følelsesmæssigt belastende. I mange moderne samfund, især i vestlige kulturer, er døden blevet “institutionaliseret” og fjernet fra hverdagen (for eksempel gennem hospitaler og plejehjem), hvilket reducerer vores direkte kontakt med den, og gør den mere abstrakt og skræmmende. Derudover kan samtaler om døden opfattes som upassende eller forstyrrende i en kultur, der ofte prioriterer positivitet og fremskridt.

Er det alle lande i verden, der har den samme modstand mod at tale om døden?

Modstanden mod at tale om døden varierer betydeligt mellem kulturer. I nogle samfund, som eksempelvis i dele af Mexico (med traditioner som Día de los Muertos) eller i buddhistiske kulturer i Asien, er døden mere integreret i livet. Blandt andet gennem ritualer, fester og filosofier, der fejrer eller accepterer døden som en naturlig del af tilværelsen. I vestlige lande, især i Norden, er der ofte en større tilbageholdenhed. Det er muligvis på grund af sekularisering og en medicinsk tilgang til døden. Dog findes der undtagelser, og selv inden for landegrænser varierer holdninger afhængigt af religion, alder og personlige erfaringer.

Var det mere normalt at tale om døden før i tiden?

I mange historiske perioder var døden mere synlig og derfor mere almindelig at tale om. Før moderne medicin var døden en del af hverdagen – folk døde ofte hjemme, og dødeligheden var højere – især blandt børn. Ritualer som vågekoner og religiøse praksisser omkring døden var almindelige. Det gjorde emnet mindre tabu. I middelalderens Europa var “memento mori” (husk, du skal dø) en udbredt filosofi, der opfordrede til refleksion over døden. Industrialiseringen og medicinske fremskridt har gradvist fjernet døden fra det offentlige rum. Det er nok en medvirkende årsag til dagens tilbageholdenhed med at tale om døden.

Er der nogle emner, der er bedre at bruge som anledning til at begynde dialogen om døden?

Ja, visse emner kan fungere som naturlige indgange til at tale om døden uden at føles for konfronterende:

Livsrefleksioner: Spørgsmål som “Hvad vil du blive husket for?” eller “Hvad er vigtigt for dig i livet?” kan lede til samtaler om døden. Prøv også få input fra andre
Praktiske forhold: Diskussioner om testamenter, ønsker for begravelse eller medicinske beslutninger (f.eks. ved livets afslutning) kan åbne for emnet.
Kulturelle begivenheder: F.eks. film, bøger eller højtider som Allehelgensdag i November kan bruges som afsæt.
Personlige erfaringer: At dele historier om tab eller nærdødsoplevelser kan gøre emnet mere tilgængeligt.

Er der eksempler på, hvad der gør samtalen om døden nemmere?

Nogle tilgange kan man lette samtalen ved at overveje de rammer vi er i – for eksempel:
Trygt miljø: At tale i små, fortrolige rammer, f.eks. med nære venner eller familie, reducerer ubehag.
Neutral tone: At nærme sig emnet med nysgerrighed frem for frygt, ved for eksempel at spørge “Hvad tænker du om, hvad der sker efter døden?” i stedet for at fokusere på sorg.
Humor: I nogle kulturer kan let humor bruges til at afdramatisere emnet, som set i traditioner som Día de los Muertos. Det kan også være en god ide at fokusere på nogle af de glade øjeblikke i afdødes liv.
Strukturerede rammer: Initiativer som “Death Cafes” (uformelle møder, hvor folk taler om døden over kaffe) skaber et rum, hvor emnet normaliseres.

Kan man sige noget overordnet om, hvad der sker efter døden? Enten praktisk eller metafysisk.

Praktisk: Efter døden ophører kroppens biologiske funktioner. Liget gennemgår forrådnelse, medmindre det bevares (eventuelt gennem balsamering). Praktiske skridt inkluderer typisk begravelse eller kremering, afhængigt af kulturelle og personlige præferencer. Juridiske aspekter som arv og testamenter håndteres også.

Metafysisk: Der findes ingen videnskabelig konsensus om, hvad der sker med bevidstheden efter døden. Forskellige religioner og filosofier har forskellige svar:
Kristendom: Tro på en sjæl, der kan gå til himlen eller helvede.
Buddhisme/Hinduisme: Reinkarnation baseret på karma.
Ateisme/Sekularisme: Mange mener, at bevidstheden ophører ved døden.
Spirituelle perspektiver: Nogle tror på en fortsat eksistens som energi eller i en anden dimension.
Disse synspunkter afhænger af personlig tro, og der findes ingen objektiv sandhed om det metafysiske, selv om emnet til overflod diskuteres i forbindelse med for eksempel nærdødsoplevelser.

Skal vi tale mere om døden?

At tale om døden kan være svært, men det kan også være befriende og meningsfuldt, hvis det gøres med respekt og åbenhed. Kulturelle forskelle og historiske kontekster spiller en stor rolle i, hvordan vi forholder os til døden, og ved at bruge nænsomme indgange kan vi gradvist gøre emnet mindre tabu. Uanset hvordan min tilgår emnet, så er der større sandsynlighed for at få et mere afslappet forhold til døden ved at tale om den, inden man oplever den.

Hvad er en vågekone?

En vågekone er en person, typisk en kvinde, der frivilligt sidder hos en døende person i de sidste timer eller dage af livet. Hendes rolle handler primært om at være til stede med sanserne, skabe tryghed og støtte både den døende og de pårørende. Det kan indebære at holde hånden, snakke lavmælt, hjælpe med praktiske ting som at brygge te eller bare lytte. I Danmark er det ofte en del af en frivillig tjeneste, som findes i kommuner som Thisted. Her trænes vågekoner – eller vågere – til at håndtere mødet med døden ydmygt og empatisk. Det er ikke en beskyttet titel, så enhver kan i princippet kalde sig vågekone. Men de fleste er knyttet til organiserede netværk som røde kors eller Ældresagen.

Hvor stammer ideen fra?

Ideen om at “våge” ved døden stammer fra gamle traditioner, hvor man holdt vagt over den døde krop. Det skete for at beskytte den mod onde ånder eller tyve, der kunne stjæle den. I angelsaksisk tid hed det “lich-wake” eller “like-wake”. Det stammer fra fra “lic”, der betyder lig, og det var en vigtig del af begravelsesritualer i de britiske øer. Med kristendommens indførelse tilføjtes bønner og velsignelser. Det udviklede sig til en social sammenkomst med mad og drikke. I dansk kontekst er vågekonen en moderne variant, der fokuserer på den levende døende snarere end liget. Den er inspireret af både nordiske og europæiske folkelige traditioner om dødevagten.

Hvornår opstod ideen om vågekoner og vågere?

Ideen om dødevagter stammer fra oldtiden. Det startede sandsynligvis i det 6. århundrede i Irland og de britiske øer, hvor det var en praktisk og spirituel beskyttelse af liget. Den specifikke rolle som “vågekone” (kvindelig vagt) har rødder i folkelige traditioner. Kvinder håndterede ofte pleje og ritualer omkring døden. I moderne dansk form opstod den som frivillig tjeneste i 1900-tallet. Vågekonen eller vågeren var inspireret af hospice-bevægelsen (grundlagt 1967 af Cicely Saunders i England), og er blevet mere udbredt siden 1980’erne i Danmark.

Findes der andre der gør det samme eller noget tilsvarende?

Ja, der findes mange tilsvarende praksisser verden over. De er ofte knyttet til kulturelle eller religiøse ritualer:

I vestlige kulturer: Hospice-videvolontører i Storbritannien, USA og Australien sidder hos terminale patienter, ligesom doulaer for døden (death doulas), der tilbyder emotionel og praktisk støtte.
Irsk/walisk tradition: “Gwylio’r corff” (at vogte liget), hvor venner og naboer holder vagt over kisten i hjemmet.
Jødisk tradition: “Shemira” eller “Shomer”, hvor nogen konstant vogter liget i de 24 timer før begravelsen for at vise respekt og afskrække ånder.
Mexicansk/haitisk: “Velorio” eller “lamay”, en flere dages vagt med bønner, mad og fællesskab.

Andre eksempler:

I Filippinerne holder familien vagt i 5-7 dage med åben kiste. I nogle afrikanske kulturer involverer det fællesskabsritualer med sang og dans.
Asien (f.eks. Japan):  Mindre vagt, mere privat, Hurtig begravelse, fokus på forfædre, døden er mere privat.
Afrika (varierer): Fællesskabsvagt med ritualer -Dans og sang for at guide sjælen. Almindelig i mange stammer, men ikke alle

Disse varierer fra at fokusere på liget til den døende, men kerneidéen om nærvær og beskyttelse er fælles.

Får vågekoner betaling for deres arbejde?

De fleste vågekoner i Danmark arbejder frivilligt uden betaling De er en del af kommunale eller kirkelige tjenester. De modtager typisk træning og støtte, men ikke løn. Dog findes der private vågekoner, der kan hyres mod betaling. Det anbefales dog ikke altid, da det kan underminere den frivillige, tillidsbaserede natur. Det kaldes ofte vågetjenesten. I internationale sammenhænge kan death doulas eller professionelle hospice-støttepersoner få honorar. Ofte 500-2000 kr. pr. time afhængig af landet.

Er der kulturelle forskelle på hvor man finder en vågekone eller en våger?

Der er markante kulturelle forskelle i, hvor vågekoner eller lignende traditioner findes. Forskellene kan også ses på hvordan de praktiseres, hvilket afspejler forskellige syn på døden. I Danmark og Norden findes frivillige vågetjenester, der fokuserer på emotionel støtte til den døende.  Som regel uden betaling, og de er almindelige i visse kommuner, men ikke universelle. I Irland og Skotland praktiseres “Irish wake”, en festlig vagt over liget med mad og sang. Det er en stærk, frivillig tradition, der ofte foregår i hjemmet. I USA og England er “wake” eller “visitation” en social sammenkomst med fokus på at se liget. Her kan frivillige eller betalte doulas deltage, og udbredelsen varierer afhængigt af religion. I jødiske samfund globalt er “shemira” en obligatorisk, frivillig vagt over liget, der udføres konstant i ortodokse kredse. I Mexiko og Latinamerika er “velorio” en udbredt, familiedrevet tradition med flere dages bøn og fest, uden betaling. I Asien, som f.eks. Japan, er vagter mindre udbredte og mere private, med fokus på hurtig begravelse og forfædrene. Betaling er sjælden. I Afrika varierer traditionerne, men mange stammer har frivillige fællesskabsvagter med dans og sang for at guide sjælen, dog ikke i alle kulturer.

Hvad er vågetjenesten?

De tydelige forskelle:

I vestlige, kristne kulturer er det ofte socialt og støttende. Mens døden i østlige eller muslimske traditioner er mere privat og hurtig (f.eks. begravelse inden 24 timer). I sekulære samfund som Danmark er det frivilligt og fleksibelt. I mere kollektive kulturer (f.eks. Filippinerne) er det obligatorisk fællesskab. Traditionen findes sjældnere i højteknologiske, individualistiske samfund, hvor hospitaler overtager plejen.

Påklædning af afdøde kan ske fordi han eller hun har ønsket at bære noget specielt tøj i forbindelse med deres sidste rejse.

Påklædning, ilægning, udsyngning

Hvis dødsfaldet skete på hospitalet eller på et plejehjem kan familien vælge at give den afdøde tøj på. Alternativt kan de pårørende bede bedemanden om at sørge for påklædning af afdøde. Hvis dødsfaldet sker hjemme er det oftest familien der hjælper med påklædningen, men også her kan bedemanden fra Hjertebegravelse naturligvis være behjælpelig.

Ilægning

Der findes specielle ligklæder som afdøde kan påklædes. Der er tale om en hvid bomuldsskjorte til mænd og en hvid bomuldskjole til kvinder. Hjertebegravelse benytter desuden en pude til afdøde og et specielt lagen til at dække afdøde med i kisten. Dette hjælper på udseendet af afdøde, så eventuelle unge familiemedlemmer også kan holde til at se afdøde en sidste gang.

Herefter klædes afdøde på af enten familie eller bedemand, og afdøde lægges i kisten.

Når kistelåget er skruet på, siger man at gravfreden er indtruffet, og man åbner derfor meget sjældent kisten efter det. I enkelte tilfælde vil de pårørende gerne have mulighed for at se afdøde en sidste gang. I de tilfælde lukker man kisten med særlige skruer, som tillader at kisten åbnes en sidste gang i kapellet eller i kirken inden højtideligheden.

Udsyngning

Nogle steder bruger man stadig udsyngning. Uanset hvor dødsfaldet har fundet sted, kan personalet eller de pårørende ønske at få sunget den afdøde ud. Det foregår på den måde at der synges en eller flere salmer ved siden af den seng hvor afdøde ligger. Der er ingen begrænsninger for hvilke sange eller salmer der må synges. De fleste vælger dog ofte en salme der betød noget for afdøde. Vi oplever også nogle gange lidt mere moderne sange som Kim Larsens “Om lidt bli’r her stille“, eller Gnags “Når jeg bli’r gammel”